Kraniosakral terapien arbejder med knogler, membraner (hjernehinder), cerebrospinal væske (hjernevæske), muskler, bindevæv og organer og har hermed indflydelse på nerve-, hormon- og immunsystemet og har dermed en effekt på hele kroppen.
Behandlingsformen bygger på, at kroppen bliver “hørt og imødekommet” ved, at terapeuten med sine hænder “lytter” til mærkbare rytmer og bevægelser i kroppen. Disse rytmer eksisterer livet igennem. Terapeutens respektfulde måde at møde kroppen på gør, at kroppen aktivt slipper sine bevidste og ubevidste spændinger. Alt i kroppen består af celler og hver celle er en del af vores energisystem. Derfor kan al manuel terapi, herunder kraniosakral terapi, betegnes som arbejde med det enkelte menneskes energi og kroppens egne ressourcer.
Kraniosakral terapi udspringer fra en osteopatisk (manuel-medicinsk) metode og blev først beskrevet af den amerikanske osteopat og læge William Sutherland omkring 1920. Det var W. Sutherland, der fik dokumenteret, at der er bevægelighed mellem kranieknoglerne også hos voksne. Op igennem det 20. århundrede arbejdede først Sutherland og siden hans elever videre med disse opdagelser og skabte teknikker, der blev en del af den osteopatiske behandlingsform.
I 1970-erne forskede den amerikanske osteopat og læge John Upledger videre på disse optegnelser og udviklede kraniosakral terapien som selvstændig behandlingsform. Den danner grundlaget for terapiformen, som vi kender den i dag. Kraniosakral terapi udøves i dag blandt andet af læger, sygeplejersker, fysioterapeuter og andet sundhedspersonale i USA, Europa, Australien og New Zealand og kom til Danmark midt i 80-erne.